KOMMUNALVALGET 2017

15. marts 2017

”FRIIS” STILLER OP FOR VENSTRE I BRØNDBY TIL KOMMUNALVALGET


Den administrerende direktør i Friis Rengøring & Vinduespolering ApS, Søren Friis, ønsker at gøre op mod det store antal ledige og ufaglærte i Brøndby Kommune, gennem større fokus på rammerne for virksomheder og folkeskolerne. Det er dem, der kan hjælpe ledige og ufaglærte på rette vej.

- Jeg har en stor kærlighed for Brøndby, og særligt de unge, der ikke helt passer ind i systemets kasser og rammer, som samfundsstrukturen kræver.

Lokal virksomhed i 30 år

Søren Friis er ud over sin fremtrædende rolle som storsponsor for Brøndbys kendte fodboldhold, Brøndby IF, også en fremtrædende erhvervsmand på Vestegnen. Han har boet i Brøndbyvester landsby siden 2000 og drevet forretning fra virksomhedens adresse på Park Allé siden 2013. Virksomheden blev født i 1987 med hjemadresse i Kisumparken 99 i Brøndby Strand, og har dermed 30 års jubilæum i år.

- Jeg har det bedst med at tage et ansvar, fremfor at stå på sidelinjen og være bagklog. Derfor har jeg takket ja til muligheden for at gøre en forskel i politik, og stiller op for Venstre til kommunalvalget.

Vil bryde med høj ledighed og dårlige skoleresultater

Det er det store antal ledige og ufaglærte, der får Søren Friis til at stille op. Han mener Brøndby Kommune skal have en decideret erhvervspolitik og investere langsigtet for at bryde med de ekstremt dårlige eksamensresultater fra folkeskolen, der har indflydelse på at Brøndby har et alt for højt antal ledige og ufaglærte borgere.

- Kommunen opnår bæredygtig vækst gennem tre ting: Borgerne, uddannelsessystemet og virksomhederne. Det er dem kommunen skal forbedre rammerne for. Give de lokale erhvervsdrivende rammer, så de kan udvikle deres virksomheder og hyre uddannet, lokal arbejdskraft. Så har vi råd til at udvikle og tage os bedre af de medborgere, der ikke har det ligeså let som andre.

- Det handler kort sagt om, at huske på, at det er borgernes og erhvervslivets penge kommunalbestyrelsen administrerer og det glemmer de øvrige partier til tider.

En kandidat kommunalbestyrelsen trænger til

Det var ikke overraskende at Søren Friis’ valg faldt netop på Venstre. Med Mette Engelbrecht som partiets borgmesterkandidat har Venstre formået at rykke Brøndby Kommune i en positiv retning igennem de seneste tre år.

- Jeg glæder mig til at repræsentere erhvervslivet og borgerne med min erhvervserfaring og Mette Engelbrecht har givet mig det klare indtryk, at kommunalbestyrelsen trænger til sådan en kandidat.

- Jeg er meget glad over at kunne præsentere en stærk lokal forankret kandidat, som har det der skal til for at Brøndby Kommune igen kan præsentere resultater borgerne kan være stolte af, udtaler Mette Engelbrecht.