Grundlovstale

20. juni 2017



Grundlovsdag den 5. juni 2017


Tak for invitationen til at komme her i dag!

Og tillykke! Tillykke til os alle på dagen, hvor vi jo fejrer grundloven.

Fejrer vores frihedsrettigheder.

Fejrer hele fundamentet for vores frie og rige samfund.

Det vi blandt andet hylder – er de rettigheder, som gæve mænd og kvinder har kæmpet bravt og indædt for. Og der er i den grad værd at festligholde!

Og det gør vi i Danmark i dag.

Men vi sender samtidig tanker til England, hvor befolkningen sørger.

London har endnu engang været mål for den meningsløse terror, der er så uendelig svær at håndtere – og endnu sværere at forstå.

Jeg ønsker mig, at vi alle sætter ekstra pris på vores demokrati - og husker på, at firheden aldrig kan knægtes af terror – og at det derfor er godt, at vi netop i dag skal fejre det!!!

Udover det er grundlovsdag i dag – så er det også Fars dag! Når man har inviteret landets ligestillingsminister til at tale, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at jeg vil bruge min taletid på at tale om ligestilling. Ligestilling, som for mig - og forhåbentlig også for alle jer - er en grundlæggende demokratisk værdi i Danmark.

For i Danmark har vi lige muligheder. Lige muligheder for at deltage i samfundet, og lige muligheder for at udfolde os som mennesker og medborgere. Og det gælder uanset køn, seksuel orientering, etnicitet, religion – eller politisk ståsted.

Det har vi alle et ansvar for at bidrage til og fremme, hvor vi kan.

Og det er vigtigt, at vi er bevidste om vores frihedsrettigheder, og kæmper for dem. Fremmer dem og også fejrer dem - som vi gør i dag.

Den grundlov, som vi fejrer i dag, var indtil 1915 et demokrati for de få. Men netop i dag for 102 år siden marcherede 12.000 danske kvinder i Det Store Valgretstog mod Amalienborg for at markere, at danske kvinder efter mange års aktiv indsats endelig fik valgret.

Forud var gået en kamp mod stereotype syn på, hvad kvinder var – og hvad kvinder kunne. Lad mig komme med et par illustrative eksempler:

Kvinder er uegnede til politisk arbejde på grund af deres kvindelige psyke. Til gengæld besidder de evnen til omsorg og empati, som er velegnet i varetagelsen af deres hovedopgave som hustru og mor.”

Citatet her er fra debatten om kvinders valgret i 1887, hvor et lovforslag om kvinders stemmeret blev fremsat.

Og der er mere af samme skuffe:

Kvinder er allerede repræsenteret via deres ægtemand.”
Og

Det er ikke i samfundets interesse at gøre ægteskabet til en politisk slagmark og dermed sætte spørgsmålstegn ved den traditionelle kønsarbejdsdeling.”

Udtalelserne, ligger milevidt fra vores virkelighed i dag. Eller gør de? Det vender jeg tilbage til.

Om lovforslaget fra 1887, kan jeg sige, at det blev nedstemt i Landstinget. Der skulle gå yderligere en række år, før det blev muligt for kvinder at stemme til kommunalvalg – og hele 28 år, inden det også kom til at gælde for folketingsvalg.

Og ét er sikkert. – Etableringen af kvinders valgret i 1915 var en af de vigtigste – i min optik DEN vigtigste - katalysator for at sikre ligeværd, lige ret og lige muligheder for alle danskere.

Min oldemor Karen (ja, hende er jeg opkaldt efter), var husmandskone og havde født 12 børn – blandt andet min farfar Jens Peter Jensen (”døgnbrænderen”). Hun var meget begejstret for, at kvinderne fik valgret, og derfor satte hun sig for, at hun ville være den første kvinde i sognet, som rent faktisk afgav sin stemme ved kommunalvalget i 1909. Hun stod op flere timer før valghandlingen begyndte.

Og hun blev den første kvinde i sognet som stemte. Sådan!

Valgbestyrelsen havde vist tiltænkt den ære en af de finere gårdsmandskoner, og ikke en husmandskone fra det yderste hjørne af sognet. Men sådan blev det!

Jeg synes, det er et fint billede på vores demokrati. For i demokratiet, er vi alle lige – uanset om vi kommer fra den fine gård – eller husmandsstedet!

I år er det valgår igen. Den tredje tirsdag i november skal der stemmes til kommunal- og regionsvalg.

Og derfor er det endnu en gang afgørende for den demokratiske debat og deltagelse, at vi sikrer bred og mangfoldig repræsentation på opstillingslister, i kommunalbestyrelser og regionsråd.

Læg mærke til, at jeg sagde mangfoldig og ikke ”mandfolk’lig”. For der er fortsat for få kvinder!

Her har vi en opgave at løfte alle sammen – det gælder i mit eget parti, men også på tværs af partifarver. Ved sidste kommunalvalg var fordelingen af mænd og kvinder på listerne for de fleste partiers vedkommende omkring 70/301 i mændenes favør. Mens kun cirka en tredjedel af de valgte var kvinder.

Det kan vi gøre bedre.

Vi skal have flere kvinder til at stille op til politiske poster. Flere kvinder til at engagere sig - og til deltage i debatten. I gør meget for det her – og det er rigtig godt.

For der er brug for diversitet, forskellighed og bred repræsentation. Det er ikke bare godt for demokratiet. Vi ved, at diversitet skaber dynamik, mere innovation, nye idéer og bedre løsninger. I virksomheder såvel som i politik.

Og det kræver, at vi har en ordentlig politisk kultur med gensidig respekt og anerkendelse uanset køn og kønsopfattelse. Ingen skal opleve dårlig eller nedladende behandling på grund af køn, kønsopfattelse eller baggrund, når de går ind i politik. Og som jeg sagde før, så burde det – helt ærligt - være et kapitel, der blev afsluttet med debatten om kvindernes valgret i 1915.

Men når kvinder og mænd i mere end 100 år har haft lige adgang til politisk deltagelse, hvorfor er mænd så stadig overrepræsenterede i kommunal, regional, og landspolitik?

Vil man gå hele vejen til indflydelse, så handler det i høj grad også om de valg – og dermed også fravalg - man træffer undervejs. Sagt med andre ord – både politik og privatliv kræver prioritering.

Da jeg for ti år siden valgte at gå ind i politik, oplevede jeg, at blive spurgt til ”hvorfor i alverden, jeg dog gad ’at gå til politik’. med alt, hvad det indebærer af sene aftener, lange møder og politiske slagsmål. Underforstået – det var da masser af andre ’fritidssysler’, der ville være sjovere, lettere – og som ikke ville stjæle så meget tid fra familie- og privatliv.

Og jeg tror helt ærligt ikke, at mænd bliver mødt med samme slags udsagn, når de går ind i politik. Og hvordan kan det så være?

Undersøgelser viser, at Danmark er blandt de lande, hvor mændene tager størst del i arbejdsopgaverne i hjemmet. Men det er bare fortsat overvejende kvinderne, som tager barslen, gør brug af barnets første sygedag, tager opvasken, svinger støvsugeren, henter børn og ordner vasketøj.

Og det kan være svært at kombinere med sene byrådsmøder, kampagne-ture og uddelingsaktioner i weekenderne.

Vi smiler alle over udtalelserne om kvinder fra folketingsdebatterne anno 1915, men måske er traditionelle kønsroller og stereotype forventninger til os selv og hinanden i virkeligheden stadig en barriere for at skabe reelt lige muligheder for kvinder og mænd? Og det skal vi turde tale om.

Selvom vi har lige muligheder, er der behov for at vi også skal have skabt lige forudsætninger for deltagelse. Det gælder uanset om det handler om politik, arbejdsmarked eller bestyrelsesposter.

Og her er det altså afgørende, at vi får fædrene på banen. Og derfor vil jeg – også her på Fars dag - tale om MÆND. For kære mænd – I er en lige så vigtig del af kampen for kvinderne, som kvinderne selv er!

I Danmark er der fleksible rammer for, at far og mor kan fordele forældreorloven, så det passer til den enkelte familie. Alligevel tager danske mødre i gennemsnit 296 dages barsel, mens fædrene nøjes med 29 dage.

Der er mange forskellige grunde til, at fædre ikke tager mere orlov: økonomi, arbejdspladsens kultur, job- og karrierehensyn.

Dertil kommer, at orloven af mange opfattes som ”moderens”, og derfor som noget, der i første omgang skal forhandles ved køkkenbordet, inden det overhovedet når til næste fase – forhandlingen med arbejdsgiveren.

Vi skal have vendt den vane-kultur. Fædre er lige så gode til børn, som mødre. Og de skal have lov! Fædre på barsel, er noget af det bedste for kvinders ligestilling. For faktum er, at det gavner kvinders karriere, når mænd tager mere orlov. Ifølge Rockwool vil moderen tjene op til 53.000 kr. mere om året, når faderen øger sin andel af den samlede barsel med bare 10 procent. Desuden vil hun opleve mindre ledighed.

Så øget fædreorlov er ikke bare godt for fædrene. Det er også godt for samfundet, for virksomhederne – og selvfølgelig for børnene. Men altså i allerhøjeste grad også for mødrene.

Derfor er regeringen - sammen med en lang række af Danmarks største virksomheder og faglige organisationer – i gang med at forberede Aktion Fars Orlov, der skal få flere mænd til at tage mere orlov.

Vi skal rykke ved nogle af de fastgroede normer om, hvad mænd og kvinder bør, kan og skal. For i modsætning til opfattelsen ved afstemningen i Landstinget om valgret til kvinder, ved vi jo, at mænd – selvfølgelig, lige så godt som kvinder - kan drage omsorg, have empati og være ”huslige”. Være partnere og fædre.

Vi skal skabe plads til alle - kvinder såvel som mænd i hjemmet, i familierne, i den politiske debat og på arbejdspladsen. For vi skal sørge for, at alle kan udnytte de lige muligheder, vores grundlovssikrede frihedsrettigheder giver os!

Lige muligheder og rettigheder gælder for alle i det danske samfund. Men desværre er det ikke alle, der deler den opfattelse. Ja, man kan nærmest få flash backs til de udtalelser fra folketingssalen, jeg citerede i begyndelsen af min tale, når man f.eks hører imamer i TV2s udsendelse ”Moskerne bag sløret” udtale, at:
”kvinder ikke må arbejde sammen med mænd, og de må ikke tage et job uden hans tilladelse”

kvinder skal ikke gå til politiet, hvis de lever i et voldeligt ægteskab”

al den kriminalitet, der er imod kvinder, er fordi de ikke er tildækkede”

Jeg vil gerne understrege, at det her ikke er et oplæg til at tale nedsættende eller grimt om visse religioner eller kulturer. Og jeg er overbevist om, at udtalelserne ikke dækker over den generelle holdning i etniske minoritetsmiljøer. Det er vigtigt for mig at pointere – for debatten skal ikke drejes i den retning. Det her handler om noget helt andet.

Det handler om, at der findes kvinder i Danmark, som ikke har ’lov til’ (lav citationstegn med fingrene) at benytte de frihedsrettigheder, vi alle har. Kvinder som reelt holdes uden for det fællesskab, vi har skabt i vores samfund – og som vores velfærdsstat er bygget på.

Og undersøgelser viser desværre, at social kontrol blandt visse indvandrergrupper er udbredt, og at det er med til at hindre både mænd og særligt kvinders lige og frie udfoldelse, deltagelse og muligheder.

Vi har lige hørt Geeti Amiri fortælle om det.

Det går ikke. Vi kan ikke være bekendt at efterlade nogen – blot fordi det er ømtåleligt, at tage debatten om, hvad vi kan gøre.

Vi skal insistere på, at lige muligheder for begge køn gælder på tværs af hele det danske samfund.

Som for hundrede år siden handler det også her i høj grad om opfattelsen af kvindens rolle. Om kvindens omdømme, adfærd og ageren. Den sociale kontrol kan spænde fra begrænsninger på socialt liv og deltagelse – til tvangsægteskaber eller manglende mulighed for skilsmisse. Det skal vi turde tale om – og gøre noget ved.

Vi skal tage et opgør med berøringsangsten. Vi skal støtte op om de unge, som siger fra over for undertrykkelse; vi skal være der – og hjælpe med til at skabe lige muligheder for deres deltagelse i det danske samfund. For vi skal insistere på, at de danske frihedsrettigheder gælder for alle.

Til efteråret vil jeg blandt andet invitere til et ungdomstopmøde med og for unge om social kontrol, ligestilling og ungdomslivet. Vi skal have de unge på banen, uanset hvor de kommer fra. For det er ikke i orden, at nogle af vores unge ikke får lov at deltage i samfundet på samme vilkår som deres jævnaldrende.

Jeg vil også i det kommende år styrke oplysningen om rettigheder og ligestilling til mænd og kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Indsatsen skal udbrede viden og skabe debat om rettigheder og ligestilling.

Jeg ved godt, at der er mange følelser og tabuer i denne debat. Men en så storligestillingsudfordring i vores samfund, skal vi selvfølgelig ikke bare sidde overhørig.

Og så synes jeg, det er vigtigt – ja, faktisk helt afgørende at slå fast, at kampen mod social kontrol er farveblind. På tværs af blå, røde, lilla og grønne partifarver og tilhørsforhold, skal vi insistere på alle danskeres ret til at bestemme over eget liv og lykke.

Som jeg sagde i begyndelsen af talen, så er Grundlovsdag en stor festdag!

Vi fejrer og hylder vores demokrati!

Vi er kommet langt siden kvinder fik valgret i 1915. Og derfor skal vi selvfølgelig også bruge dagen i dag på at fejre vores politiske deltagelse, ligestillingen, fællesskabet og medborgerskabet. Det skal vi gøre samtidig med at vi minder os selv og hinanden om de udfordringer, som består. Udtalelserne fra 1887 om, at kvinder kun dur til husarbejde, ikke bør deltage på arbejdsmarkedet eller i politik, skurrer fælt i ørerne – og de hører slet ikke hjemme i 2017.

Vores demokrati står stærkest, hvis hele Danmark er repræsenteret. På arbejdspladserne, i foreningslivet, i politik, i familielivet.

Det arbejder vi for på Christiansborg. Og selvom vi har forskellige løsninger og veje til det, så oplever jeg det ikke, som om der er stor forskel på, hvad målet for kampen er. Men den virkelige forandring kan ikke skabes på Christiansborg. Den skaber vi sammen. Den skaber I.

Dagens tale fra Geeti vidner om, hvad man kan være med til at skabe af debat, hvis man vil.

Det er jer, der kan bidrage til at udnytte de muligheder for jer selv og for jeres nærmeste, der er lovfæstet i den grundlov vi i dag fejrer.

Det er jer, der kan bidrage til at sætte dagsordener og rykke normer. På arbejdspladsen, i familien og i politik.

I mange lande bliver folk slået ihjel for at kæmpe en grundlov som vores. Brug rettighederne! De er frihedens solide fundament.

Med de ord vil jeg ønske jer en glædelig grundlovsdag.

Tak for ordet.

Karen Ellemann